Image

Friluftsliv og ture


Friluftsliv er menneskets frie udfoldelse i naturen. I Naturpark Mølleåen har du rig mulighed for at cykle, vandre, ride, overnatte, lave bålmad, sove i skovbunden, tage på picnic, snuppe en dukkert. Du skal bare orientere dig om reglerne for færdsel i naturen.

Der er lavet en digital turguide med 17 ture i Naturpark Mølleåen. Find din tur i turguiden. God fornøjelse!

Vandreture
Allerede fra Slangerupbanens tid i begyndelsen af 1900-tallet har det været populært med vandreture fra Hovedstadsområdets togstationer. Der er stadig et stort antal deltagere på vandreture, og der er udarbejdet en turguide med forslag til 17 ture med mere end 100 seværdigheder. Områdets foreninger arrangerer en del guidede ture med forskellige emner, jævnfør kalenderen med turarrangementer.

Cykling
Cykelrytterne omkring København har i mange år benyttet asfaltvejene til træning og nogle gange egentlige cykelløb, da det kuperede terræn og de snoede veje giver en eftertragtet sværhedsgrad. Det er blevet fulgt op af de mange motionscyklister, mens andre har kastet sig over de populære mountainbikes, som primært benytter skovene.

Løb
Motionsløbere har brugt de nordsjællandske skove gennem mange år og det gælder naturligvis også Naturparkens skove. Antallet af løbere er især blevet forøget efter Furesø Kommunes og Naturstyrelsens anlæg af Farum Søsti, hvor der også arrangeres motionsløb.

Orienteringsløb
I naturparken er der også gode muligheder for orienteringsløb. På findveji.dk kan du læse om og printe kort over tre orienteringsruter i naturparken: Sperrestrup Skov, Uggeløse Skov og Farum Lillevang.

Ridning
Der ligger en del hestepensioner og rideskoler omkring skovene. Der er anlagt ridestier i skovene Ganløse Ore og Farum Lillevang.

Badning
Egedal og Allerød kommuner driver sammen et større anlæg med badebro, borde-bænkesæt og bålpladser ved Buresø, og i Furesø Kommune ligger Furesøbadet lige uden for Naturparken. I Buresø og Farum Sø kan der desuden bades fra mindre badepladser.

Lej robåd og kano ved Farum Sø
Der kan lejes robåde og kanoer ved Farum Sø og Furesøen, men der må ikke sejles på de andre søer uden særlig tilladelse. Furesøens bådfart lægger til ved Fiskebæk et par hundrede meter fra Naturparken.

Fiskeri
I naturparken er det tilladt at fiske ved Gulbjerg Mose i Slagslunde Skov og i Farum Sø. Du skal have du have et gyldigt fisketegn, medmindre du er under 18 år eller folkepensionist.

Spejderhytter og shelter
Der er ca. 35 hytter til spejdere, børnehaver og feriekoloni i Naturparken. Især i skovene er der mange shelters, lejrpladser og bålpladser

Se kort over naturparken.

Image