Der er rigtig mange muligheder for at komme ud og opleve naturparken i år. Naturpark Mølleåens kalender er nemlig blevet fyldt med spændende arrangementer for forår-sommer 2023, der giver dig mulighed for at komme ud og opleve naturparken på nye og forskellige måder.
Arrangementerne bliver både afholdt af Naturparken Mølleåens naturvejleder og af naturparkens forskellige samarbejdspartnere, der også holder mange naturarrangementer. Det gælder bl.a. Naturpark Mølleåens Venner, DN i Egedal, Frederikssund og Furesø; Fiskebæk Naturskole, Skenkelsø Mølle Museum m.fl.
Og der er arrangementer for enhver smag:
I april kan du for eksempel få pusten op og lære om skovens dyr, når Naturpark Mølleåen og Farum O-klub inviterer børn, voksne og alt midt i mellem på O-løb og naturstafet i naturen. Hvis du til gengæld er mere historisk interesseret, kan du tage med Naturpark Mølleåens Venner på jættestuetur i området vest for naturparken.
I maj kan du tage familien under armen når Skenkelsø Mølle inviterer til majfest med masser af sang og musik. Hvis du derimod er mere interesseret i en rolig tur i naturen og lære om urter og vild mad, kan du tage med når Naturpark Mølleåen inviterer på guidet sanketur.
I juni må du absolut ikke gå glip af den Bioblitz som DN Egedal og Naturpark Mølleåen afholder sammen i Farum Nyvang. Her bliver der mulighed for at finde og lære en masse om alskens forunderlige dyr og planter. Senere i juni er der også mulighed for at tage på hyggelig aftentur og lytte efter fuglestemmer med DN Egedal, eller gå på en guidet vandretur rundt om Søndersø med Naturpark Mølleåens Venner.
Tag et kig i naturparkens kalender her: Kalender | npmaa
Der vil komme endnu flere spændende arrangementer i kalenderen for efterår og vinter 2023.