Nyhed er udgivet i samarbejde med Naturstyrelsen – se mere her: Frank Jæger Land | udinaturen.dk.
Naturpark Mølleåen har flot natur, der inspirerer til gåtur. Nu er der også litteratur og skulptur: 3 landartværker med tilknyttede oplæsninger af 3 af forfatteren Frank Jægers ”Hverdagshistorier” er opsat på Digterruten ”Frank Jæger Land”.
Naturstyrelsen, Egedal Kommune, Danske Digterruter og lokale ildsjæle har samarbejdet om værkerne, der virkeliggør 3 af forfatteren Frank Jægers noveller, der netop udspiller sig i lokalområdet.
Natur og kultur hånd i hånd
Naturen langs den øvre Mølleå er helt unik og der er allerede mange, som benytter området til vandre- og cykelture. På den nye 6 km lange digterrute kan man stifte bekendtskab med Enhjørningen, Snedkeren og Baronen. Undervejs kan man via QR-koder og links høre mere om Frank Jæger og få værkerne læst op af skuespilleren Nis Bank-Mikkelsen.
– De tre skulpturer er med til at skabe nye oplevelser i skoven, både for skovens mange brugere, der pludselig undres over, at et enhjørningehorn er skudt op ad jorden på deres sædvanlige rute eller der svæver en gondol ved Bastrup Sø. Samtidig kan digterruten medvirke til, at lokke nye brugere i skoven, hvor de kan opleve kultur og natur gå hånd i hånd, fortæller Charlotte Mølgaard fra Naturstyrelsen.
Naturvejleder i Egedal Kommune Mette Blæsbjerg har sin faste gang i Naturpark Mølleåen, der med sine 50 kvadratkilometer natur byder på divers natur. Og hun glæder sig over, at kulturen spirer frem i naturen:
– Med kun 30 kilometer fra Hovedstaden og nem adgang er Naturpark Mølleåen et godt besøg værd. Og har man fødder til mere end Digterruten, så er der endnu 120 pæle med QR-koder, der guider dig nemt igennem 17 forskellige gåture i naturparken. Bag QR-koderne gemmer sig spændende viden om områdets særlige natur, geologi og historie, fortæller Mette Blæsbjerg.
Fakta:
Frank Jæger Land er en del af et landsdækkende projekt Danske Digterruter og er realiseret som et samarbejde mellem Egedal Kulturelt Samråd, Egedal Kommune, Naturstyrelsen, Frank Jægers arvinger og en række lokale aktører. Projektet vil, når det er færdigt, omfatte 18 installationer i Nordsjælland – alle sammen baseret på de 18 korte noveller i Frank Jægers bog Hverdagshistorier. Landartværkerne er skabt af Søren Brynjolf og Henrik Dyreborg Wagner.
18 juni åbnede 13 andre Danske Digterruter. Se dem her: Forside – Danske Digterruter