Danske Naturparker
Naturpark Mølleåen er en del af Danske Naturparker, som er en certificering under Friluftsrådet. Danske Naturparker er et kvalitetsstempel for større sammenhængende naturområder, der udvikler natur, friluftsliv og lokal identitet.
En naturpark er et område, hvor pleje, beskyttelse og benyttelse af naturen kombineres. Der er plads til både natur og mennesker, fordi benyttelsen tilrettelægges bæredygtigt, så de værdifulde landskaber og naturområder bevares.
Et bærende element for etableringen af en naturpark handler om at inddrage borgere, lodsejere, frivillige foreninger m.fl.
Danske Naturparker blev stiftet i 2013, og siden er der løbende kommet nye naturparker til. Der findes 16 naturparker og pilotnaturparker fordelt over hele landet.
Læs mere: www.danskenaturparker.dk
10 kriterier skal opfyldes
For at et område kan blive certificeret som dansk naturpark, skal det opfylde 10 kriterier:
- Minimum 50 % af naturparkens areal skal være beskyttet natur. Ved beskyttet natur menes som udgangspunkt: Natura 2000-områder, arealer omfattet af naturbeskyttelsesloven, klitfredede arealer, offentlig og privat urørt skov,
små naturarealer omfattet af skovlovens § 28, samt Jagt- og Vildtforvaltningsloven. - Naturparken skal have en præcis geografisk afgrænsning.
- Naturparken skal have en administrativ ansvarlig medarbejder.
- Naturparken skal have et naturparkråd.
- Naturparken skal tilvejebringes den nødvendige økonomi til drift og udvikling af naturparken samt realisering af naturparkplanen.
- Naturparken og dens afgrænsning skal være en del af kommuneplanen eller et tillæg til denne.
- Naturparken skal forankres lokalt gennem inddragelse af borgere og lodsejere.
- Der skal være en koordineret formidling af naturparken for både danske og udenlandske besøgende.
- Naturparken skal have mindst én naturvejleder tilknyttet.
Der skal foreligge en godkendt naturparkplan og denne skal være politisk vedtaget.