Vær med til at udvikle Naturpark Mølleåen!

Vi søger lodsejer-repræsentanter til Naturparkrådet.

Naturpark Mølleåen er blevet optaget i Friluftsrådets mærkningsordning Danske Naturparker. Det smukke naturområde, som strækker sig ind i både Egedal, Furesø, Allerød og Frederikssund kommuner, er således landets sjette naturpark. Med den nye titel ønsker kommunerne og deres samarbejdspartnere at styrke formidlingen af området, blandt andet ved at tilknytte en naturvejleder.

Udviklingen af Naturpark Mølleåen varetages af de fire kommuner og Naturstyrelsen. Vi ønsker et tæt samarbejde med et Naturparkråd, som kan være et aktivt debatforum, som både kan bidrage med viden om området og gode ideer til udviklingsprojekter. Derfor opfordrer vi nu interesserede lodsejere til at ansøge om optagelse i Naturparkrådet.

For at blive medlem af Naturparkrådet som lodsejer-repræsentant, skal du være lodsejer med bopæl indenfor Naturpark Mølleåen. Du skal have opbakning fra 10 lodsejere i Naturpark Mølleåens område. Opbakning tilkendegives med underskrift eller en mail med angivelse af stillerens navn, adresse, telefonnummer samt adresse og matrikelnummer på ejendommen beliggende i Naturpark Mølleåen.

Naturparkrådet består ud over lodsejere af repræsentanter fra organisationer og foreninger inden for natur, miljø og kultur samt en politiker fra hver kommune.

Send en kort ansøgning samt underskrifter/mails fra 10 lodsejere senest den 19. juni 2017 til michael.ollgaard@egekom.dk

Find mere information om Naturparkrådet her på siden og et kort over naturparkens grænse.

Kommunerne udpeger lodsejer-repræsentanterne, og alle ansøgere får svar senest i uge 26. Datoen for det næste møde i Naturparkrådet annonceres her på hjemmesiden. Mødet er planlagt til sidste halvdel af august.

Har du spørgsmål?

Kontakt Michael Øllgaard, Egedal Kommune, på tlf. 72 59 73 40 eller mail michael.ollgaard@egekom.dk

 

 

 

Kom til åbningen af den nye Naturpark Mølleåen 10/5 kl. 17

Naturpark Mølleåen er blevet optaget i Danske Naturparker, og i den anledning  inviterer Kommunerne Egedal, Furesø, Frederikssund og Allerød til åbningen af Naturpark Mølleåen.

Åbningen er det første arrangement af en lang række af arrangementer i Naturpark Mølleåen.

Åbningen vil blive markeret ved taler af politikere fra Egedal og Furesø Kommuner.

Vi inviterer til en aften ved Buresø, hvor hele familien får mulighed for at opleve naturen og friluftslivet i Naturpark Mølleåen.

Vi serverer lidt mad frisk fra bål, og menuen kan suppleres med snobrød, du selv bager over bålet. Vi vil selvfølgelig finde friske ingredienser i naturen.

Arrangementet byder også på muligheden for at undersøge kryb og kravl, som du har fundet i vandkanten, eller du kan gå på opdagelse i skoven på udkig efter dyrespor. Du vil også kunne snitte i friske hyldegrene og hvem ved? – måske kan du lave en fløjte!

For de voksne og de større børn er der også mulighed for en guidet tur rundt om Småsøerne og gennem den nyudsprungne Krogenlund Skov. Turen starter ca. kl. 18. Se Naturpark Mølleåens Venner

Vi glæder os til at se dig og din familie.

Hvornår:            Onsdag den 10/5 2017 kl. 17-20

Hvor:                  Badestedet ved Buresø

Hvor Klokkekildevej og Skovvej mødes ved sydøst-enden af Buresø, kan der parkeres på den afmærkede P-plads.

Vi gør opmærksom på muligheden for at benytte flexturbus for transport til og fra arrangementet. Se mere på:

http://www.egedalkommune.dk/nyheder/2015/januar/bestil-din-egen-flextur-bus og

http://www.furesoe.dk/flextur